Hm. Hvad skal jeg gøre? Min indkomst falder betydeligt her fra første januar 2022. Jeg kan se på mit budget, at jeg ikke har råd til at blive boende her i lejligheden. I hvert fald, hvis jeg ikke vil æde min formue op. Og det er jeg slet ikke sikker på, at jeg vil. Jeg har to – måske tre løsninger, som jeg skal overveje grundigt i de kommende måneder, inden jeg gør noget som helst. Den første er, at jeg kan vælge at flytte ud i mit lille sommerhus. Der er tilladelse til helårsbolig. Det vil betyde, at jeg kan klare de faste udgifter og opretholde min nuværende levestandard. Så det er i første omgang den oplagte løsning. Det vil kræve nogle investeringer i isolering af huset. Og etablering af et fornuftigt varmesystem.

Opmagasinering

Det vil dog også betyde, at jeg bliver nødt til at sende mange af mine møbler til opmagasinering her i Aalborg, hvor jeg bor nu. Det sidste – opmagasineringen – er jeg ikke så glad for. Jeg har jo min rutine. Og det at skulle ændre den totalt, fordi jeg ikke bare lige kan smide mit korpus på sofaen, er ikke lige noget, der huer mig. Men jeg kan lære det. Den anden løsning er, at jeg brænder min formue af og køber en ny bolig. Stor nok til, at jeg kan tage alle mine ting med mig. Stor nok, til at jeg kan have overnattende gæster. Stor nok til at jeg kan slå ud med armene og fortælle omverdenen, at jeg er ligeglad med den. Det vil dog kræve, at jeg flytter væk herfra Aalborg. Måske til Hobro.

Hobro flyttefirma?

Det vil kræve, at jeg finder et pålideligt flyttefirma i Hobro, som kan varetage hele flytningen. Jeg kan ikke pakke, bære, hamre søm i vægge mv. alene. Jeg er nødt til at få hjælp til den proces. Og af erfaring ved jeg, at flytninger altid betyder, at man mister noget. Enten ting, eller en lille del af sit hjerte. Det vil også betyde, at jeg ikke vil have ret mange penge at leve for fremover. Har jeg lyst til det? Egentlig ikke. Jeg er glad for at bo her i Aalborg.

Den tredje løsning er, at jeg prøver at forhandle med det ægtepar, der ejer boligen, som jeg bor i nu. De er søde og som regel forstående. Men de ved også godt, at de har kapitalen på deres side. Og hvordan griber jeg det an? Skal jeg forlange, eller skal jeg spørge venligt?

Skal jeg forklare, at de sikkert får svært ved at finde en lejer af min kaliber, der altid betaler til tiden, aldrig beklager sig og er villig til at tale om at dele omkostninger til reparationer og forbedringer i boligen. Omkostninger, som de egentlig skulle betale fuldt? Eller skal jeg lade dem stege i deres egen olie og fortælle dem, at jeg faktisk har nogle rettigheder, og at de ikke kan smide mig ud? Jeg har ikke lyst til at skændes med dem. Først jeg er nødt til at tænke mig alvorligt om, inden jeg gør noget som helst.